Nægter sig skyldig

En domandsret i Næstved indledte i går marathonsagen mod den 54-årige kvinde, som tidligere har boet i Gedser og var sigtet for giftdrab af sin tidligere mand, svigermor og lejer i sit hus i Langgade i Gedser, indtil Statsadvokaten i december sidste år opgav af rejse tiltale mod hende på grund af manglen på beviser.

Kvinden, som under sagen beskyttes af forbud mod offentliggørelse af sit navn, står tiltalt for syv forhold. Det ubetinget alvorligste af disse er drabsforsøg mod sin samlever 1. december 2008 i Næstved.

Tiltalen går på, at hun forsøgte at forgive ham med morfin og diazepam. Efterfølgende slog hun ham i ansigtet med en stavlygte og snittede ham med en kniv, men dette blev stoppet, da en nabo kom til stede. Kvinden blev herefter anholdt og har siddet varetægtsfængslet lige siden.
Hendes forsvarer, Michael Juul Eriksen, Århus, meddelte, at hans klient nægter sig skyldig i alle syv forhold på nær ét, hvor hun tiltales for at have afgivet falsk forklaring som vidne i en voldssag ved retten i Nykøbing F. i 2006.

I det første retsmøde i Næstved torsdag behandlede domsmandsretten kun de to første anklagepunkter om dels falsk forklaring for retten og overtrædelse af lægeloven, idet hun skal have udleveret eller solgt ikke under 300 tabletter af lægemidlet Regenon fra sin tidligere bopæl Gedesby.

To vidner blev afhørt om dette forhold. Det ene af disse fortalte, at han op imod en halv snes gange havde købt Regenon-tabletter af kvinden. Han betalte 1.000 kroner pr. gang for et ark med 35 stk. og tog dem dagligt som rusmiddel, men tog herudover amfetamin, fortalte han.

Sagens øvrige forhold er dels en falsk anmeldelse til politiet i Nykøbing F. om indbrud på sin bopæl, bedrageri over for  Alm. Brand ved at have anmeldt værdier stjålet, som ikke var stjålet og derved havde fået udbetalt 75.000 kroner, spirituskørsel og kørsel uden kørekort.

Sagen mod kvinden, der er førtidspensionist på grund af brystcancer, fortsætter mandag 26. april.

Retssagen mod 54-årig kvinde, tidligere sigtet for tre giftdrab i Gedser, indledt ved retten i Næstved torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret