"Meget kritisabelt." Sådan lyder rigsadvokatens vurdering af en politirapport, som en københavnsk politimand udfærdigede om begivenhederne efter rydningen af Ungdomshuset i København.
Vicepolitikommissæren skrev, at samtlige anholdte i en såkaldt knibtangsmanøvre på Nørrebro havde deltaget aktivt i stenkast mod politiet 1. marts 2007.
Det var en stærk overdrivelse, viste det sig senere. Men en stor del af de i alt 49 anholdte blev varetægtsfængslet af Københavns Byret, da dommerne blev præsenteret for blandt andet den fejlagtige rapport.
Vicepolitikommissæren burde have sikret sig, at hans oplysninger i politirapporten var korrekte, mener rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen, som er enig med statsadvokatens tidligere vurdering.
Vicepolitikommissæren slipper for en straffesag. Der er ikke beviser for, at han bevidst overdrev med det formål at få de anholdte buret inde, lyder vurderingen.
- Jeg er glad for, at han ikke skal igennem en retssag, siger hans advokat, Torben Koch.
Hans klient står nu til en disciplinær reaktion i form af enten en advarsel eller en bøde.
Nogle af de mange fængsledes advokater har i skarpe vendinger kritiseret den højst upræcise rapport.
Det var "en katastrofe for retssystemet, at der til brug for bedømmelsen af varetægtsfængslingsspørgsmålet blev lavet politirapporter med et indhold, der efterfølgende har vist sig at være urigtigt," hedder det i en rapport fra advokaterne Jakob Arrevad og Sysette Vinding Kruse.
Selv har betjenten senere indrømmet sin fejl. Under en retssag sagde han, at han bestemt ikke kunne udelukke, at nogle var blevet anholdt, selv om de ikke havde gjort noget ulovligt.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker