Næsten 100 våben opdaget af politiet under bandekonflikt

Betjentes særlige visitationer virker præventivt, siger politiinspektør i Københavns Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

I særlige indsatser på grund af en voldelig konflikt i rocker- og bandemiljøet har politiet fundet i alt 94 våben.

Det oplyser politiinspektør Tomas Marko Juhl, der er efterforskningschef i Københavns Politi.

Konflikten står mellem Hells Angels på den ene side og den forbudte bande Loyal To Familia på den anden. Det fremgår af oplysninger, som er fremlagt i retsmøder.

Opgøret har blandt andet kostet to mænd livet, i august i Christiania og i januar på Frederiksberg. Desuden har der været anbragt en bombe på et klubhus, ligesom der i en kiosk blev kastet en håndgranat.

Fundene stammer fra politiets indsats i de såkaldte visitationszoner. I geografisk afgrænsede områder får betjente lov til at visitere personer og biler, selv om der ikke er en mistanke mod de pågældende.

Under visitationer fra 28. august til 20. november blev der fundet i alt 89 våben, heraf 66 stikvåben, og 52 gange blev der rejst sigtelse.

Indgrebet blev genoptaget 18. januar. Frem til torsdag er der i den nye periode fundet fem forskellige våben, og 135 personer har måttet vende lommer, oplyser politiet.

På intet tidspunkt er der beslaglagt skydevåben. Alligevel har indsatsen en positiv virkning, mener politiinspektør Tomas Marko Juhl.

- Formålet er i bund og grund at skabe tryghed og at dæmpe lysten til at gå med våben, siger han.

Logikken er enkel. Når en kniv findes, hindrer man vedkommende i at kunne bruge våbnet i en pludseligt opstået situation på gaden. På den måde er der en præventiv effekt, mener politiinspektøren.

- Vi ved fra miljøet, at det her presser dem, siger Tomas Marko Juhl.

/ritzau/