Næsten seks års fængsel for store smykkekup
En serbisk mand er blevet idømt fængsel i fem år og ni måneder i sagen om tre røverier mod guldsmede i København.
Røverierne havde et samlet udbytte på 12 millioner kroner, og politiet har knyttet sagerne til en berygtet international bande med øgenavnet "Den lyserøde panter".
Ved fredagens dom i nævningetinget i byretten er den 36-årige Dejan Babic samtidig blevet udvist af Danmark.
Dommen er en såkaldt fællesstraf. Siden de københavnske kup er Babic nemlig blevet dømt i Holland for forsøg på røveri. Her var straffen fængsel i et år og tre måneder.
De tre røverier blev begået i februar og marts 2011 mod Klarlund på Vesterbrogade, Edmond Arnold i Skoubogade og Hvelplund i Østergade.
Hver gang blev udstillingsmontre smadret med blandt andet en mukkert af de maskerede gerningsmænd.
Tidligere er seks andre blevet dømt i sagerne, og netop en mukkert, som blev fundet med Dejan Babics fingeraftryk, indgår som et vigtigt bevis.
- Jeg kan virkelig ikke forklare, hvordan mit fingeraftryk havnede på den mukkert, har den 36-årige forklaret. Også teleoplysninger er blevet brugt som bevis
Med sit fuldskæg og lange hår ligner Babic måske ikke umiddelbart prototypen på en hårdkogt bagmand for en gruppe brutale røvere, men det er netop den karakteristik, som politiet har hæftet på ham.
Han menes at være leder for cirka 20 håndlangere, der forbindes til "Den Lyserøde Panter," som ifølge Interpol siden slutningen af 1990'erne skal have stået bag over 120 kup mod juvelerforretninger i flere lande.
Den dømte har taget betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til Østre Landsret, oplyser hans forsvarer, Niels Kahlke. Han har nægtet sig skyldig.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde