12 års fængsel er den straf, som en domsmandsret i Nykøbing Falster fredag er nået frem til i sagen mod en estisk mand.
Sulev Samoilov sad ved rattet i en tysk indregistreret Volvo S 80, da toldere og politifolk i marts sidste år i Rødby fattede interesse for ham.
Med assistance af narkohunden Bonnie lykkedes det betjentene at finde narkotika skjult i benzintanken.
I alt lå der 39,6 kilo amfetamin, men den 35-årige mand har hævdet, at han ikke kendte noget til det.
Ifølge advokaturchef Steen Bechmann Jacobsen har manden forklaret, at han var taget til Belgien for at holde et forretningsmøde, men blev brændt af.
I stedet mødte han tilfældigt andre personer, som overtalte ham til at køre Volvo'en til Sverige, hvor den skulle repareres. Amfetaminen kendte han ifølge eget udsagn intet som helst til.
Men den forklaring købte retten ikke.
- Retten finder forklaringen utroværdig, siger Steen Bechmann Jacobsen.
Sulev Samoilov har i sit hjemland ifølge eget udsagn haft et mindre firma, som har beskæftiget sig med varmepumper.
Domsmandsretten har bestemt, at han skal udvises af Danmark for bestandigt, når han har udstået straffen på 12 års fængsel.
Det er usædvanligt, at politi og toldere afslører så store mængder amfetamin. Fangsten ved færgelejet i Rødby var således den største beslaglæggelse sidste år.
Den 35-årige har nu mulighed for at anke til Østre Landsret.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker