Narkobilist dømmes for at påkøre patruljevogn i Fredericia
Retten i Odense har mandag dømt en 35-årig mand for blandt andet hensynsløs kørsel. Ifølge sagens anklageskrift påkørte manden blandt andet en patruljevogn på en vild køretur mellem Fredericia og Middelfart. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
En 35-årig mand er mandag blevet idømt fængsel for blandt andet hensynsløs og farlig kørsel.
En 35-årig mand er mandag blevet idømt en tillægsstraf på ni måneders ubetinget fængsel for blandt andet hensynsløs og farlig kørsel mellem Middelfart og Fredericia. På køreturen blev en patruljevogn påkørt.
Det oplyser Retten i Odense.
Ifølge sagens anklageskrift, som Ritzau har set, var den dømte påvirket af amfetamin og alkohol på turen.
Anklagemyndigheden ved Fyns Politi estimerer, at køreturen tog den 35-årige lidt over en halv time i september 2023.
Undervejs undlod han ifølge anklageskriftet at standse, da politiet gjorde tegn til det, i Middelfart.
Han kørte desuden imod kørselsretningen både på Kolding Landevej og på Taulovmotorvejen.
På Kolding Landevej måtte de modkørende bremse op eller køre til siden for at undgå påkørsel.
Ifølge anklageskriftet var den nu dømte mand frakendt førerretten, og han brugte de nummerplader, som sad på bilen, uberettiget.
Anklagerfuldmægtig Emilie Andersen oplyser, at straffen er udmålt som en tillægsstraf, da manden sidste år også blev dømt i en anden sag.
Domstolene kan idømme tillægsstraffe, når en sag handler om noget, som er begået forud for den anden dom.
Man kan kun få en tillægsstraf, hvis den nye sag ville have gjort straffen i den første sag højere.
Ifølge anklageskriftet sad der tre politifolk i den patruljevogn, som blev påkørt. Der skete kun materiel skade i forbindelse med påkørslen.
Ritzau forsøger at få oplyst, hvordan den 35-årige forholdt sig til sin dom.
Per 9. november havde politiet rejst i alt 7172 sigtelser for narkotikakørsel i 2023. Det viser tal som forsikringsselskabet Gjensidige fik fra Rigspolitiet i november.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned