Narkobilist i Padborg: Betjent må springe for livet
En politibetjent risikerede natten til fredag både liv og lemmer, da en påvirket bilist drønede gennem en politiafspærring på Industrivej i Padborg.
Betjenten sprang for livet og slap uden skader, mens gerningsmanden tog flugten.
- Vi er dernede i forbindelse med noget hærværk og har afspærret et større område, men pludselig dukker den her bil op. Den kører lige mod kollegaen, der må hoppe til side, siger vagtchef Michael Skaarup, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Bilisten fortsatte ud ad Industrivej, og inden politiet kunne nå at sætte efter ham, sprang han ud af sin bil og tog flugten til fods.
- Men i løbet af seks-syv minutter får vi sendt en hundepatrulje efter ham, siger vagtchefen.
Kort tid efter, omkring klokken 3.30, var manden anholdt.
Betjentene konstaterede hurtigt, at den 24-årige mand var påvirket af både spiritus og narkotika. Derudover var han i forvejen frakendt retten til at køre bil.
- Det er ikke første gang, at vi møder denne herre, konstaterer Michael Skaarup.
Politiet mistænker, at den 24-årige med vilje kørte frem mod politibetjenten.
- Betjenten har i hvert fald forklaret, at de to nåede at have øjenkontakt, siger vagtchefen.
Mandens bil er nu blevet beslaglagt, og han er sigtet for at køre i påvirket tilstand, vold mod tjenestemand og for at køre bil i frakendelsesperioden.
Når politiet inden den dramatiske episode havde afspærret et område i Padborg, skyldtes det ifølge vagtchefen, at der tidligere på natten var indløbet en anmeldelse om, at der var hørt flere skud i byen.
Det fik politiet til at sende en større politistyrke af sted.
- Man finder flere skudlignende huller ved opgange til lejligheder, og vi er af den klare opfattelse, at der er blevet afgivet en hel del skud dernede. Men det viser sig at være hærværk begået med en form for slagvåben, siger Michael Skaarup.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned