Det bliver dyrt at ryge en joint for derefter at sætte sig bag rattet, hvis man bliver snuppet af politiet. Rigtig dyrt.
Et nyt lovforslag fra regeringen lægger nemlig op til, at narkokørsel som udgangspunkt skal straffes med en bøde svarende til en månedsløn. Derudover følger der en ubetinget frakendelse af kørekortet oven i hatten.
- Det er helt uacceptabelt, at nogle trafikanter ser stort på færdselssikkerheden ved at køre, selv om de har indtaget euforiserende stoffer, siger justitsminister Lars Barfoed (K) på Justitsministeriets hjemmeside.
I dag straffes narkobilister på samme måde som spritbilister, der har en promille i den lave ende, nemlig med en halv månedsløn i bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.
Kun hvis anklagemyndigheden i en retssag kan bevise, at de euforiserende stoffer har "påvirket føreevnen", som det hedder, vil det koste en hel månedsløn.
Med den foreslåede lovændring bliver narkokørsel, uanset hvor skæv eller høj man har været, takseret på samme måde som grov spirituskørsel.
Narkokørsel omfatter også situationer, hvor bilisten er påvirket af receptpligtig medicin, men ikke har fulgt anvisningerne på recepten. Det skal dog ikke straffes lige så hårdt, fremgår det af lovforslaget.
Sådanne situationer vil blive straffet som hidtil, nemlig med en bøde svarende til en halv månedsløn og en betinget frakendelse af kørekortet.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker