Som en anden Spiderman er en stærk mand klatret ned ad muren på politistationen i Randers.
Forsvindingsnummeret skete 26. september om aftenen, og efter nogle ugers søgen efter manden har Østjyllands Politi tabt tålmodigheden.
Nu efterlyses manden med billede og navn i håbet om, at borgere kan hjælpe med at finde den forsvundne.
Den 44-årige Michael Sander Christensen var blevet anholdt og sigtet for omfattende handel med kokain, oplyser vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen.
Den muskuløse herre var derfor anbragt i et såkaldt venterum på 3. sal.
Og det var egentlig meningen, at han skulle fremstilles for en dommer med krav om fængsling, men sådan gik det ikke.
- Det lykkedes ham på mirakuløs vis at slippe væk ved at klatre ned ad husmuren, siger Brian Voss Olsen.
- Muligvis er han på vejen ned ad muren kravlet ind ad et åbentstående vindue og er der på den måde sluppet væk, siger vicepolitiinspektøren.
Den 44-årige har tidligere opholdt sig på en ejendom nord for Randers, men kan gemme sig over alt i Danmark og eventuelt i udlandet.
Flere andre personer er blevet varetægtsfængslet i den sag, som Michael Sander Christensen også er sigtet i.
Men de nærmere detaljer om kokainsagen ønsker politiet foreløbig at holde for sig selv.
Den 44-årige er cirka 195 centimeter høj, har mørkt hår og er muskuløs af bygning.
Folk, der ser ham, bør ikke selv forsøge at pågribe ham, lyder anbefalingen.
Østjyllands Politi vil nu på sin hjemmeside offentliggøre et foto af den flygtede.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned