Narkosmugler fra Nigeria havde 440 gram kokain i maven
Det er ikke kun indholdet af pakker og bagage, som tolderne i Københavns Lufthavn interesserer sig for. Også indholdet af folks mavesække kan vække mistanke. Nogle smugler nemlig narko ved at sluge det. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
27-årig mand blev afsløret onsdag af mistænksomme toldere. Torsdag blev han fængslet.
En 27-årig mand fra Nigeria er torsdag i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet for narkosmugling. Onsdag blev han anholdt i lufthavnen i Kastrup, hvor tolderne afslørede, at han havde slugt kapsler med kokain.
Ved torsdagens grundlovsforhør nægtede manden sig skyldig, men han kom ikke med nogen forklaring på, hvordan stofferne var endt i hans krop. Han ønskede ikke at udtale sig under retsmødet.
Klokken cirka 10 onsdag formiddag blev den 27-årige mand udtaget til kontrol af tolderne i lufthavnen i Kastrup.
I en pressemeddelelse fra Toldstyrelsen fremgår det, at manden blev udtaget "på baggrund af en konkret risikoprofil".
Manden forklarede til tolderne, at han skulle besøge sin kæreste på Nørrebro i København, men han kunne ikke gøre nærmere rede for besøget, oplyser Toldstyrelsen.
Ved kontrol af mandens bagage fandt tolderne en lille mængde skunk og hash - sammenlagt var der tale om 1,4 gram, oplyser Toldstyrelsen.
Tolderne foretog derefter en scanning af manden. Den viste, at han havde slugt mere end 40 kapsler, som skulle vise sig at indeholde 440 gram kokain i alt.
Det er langtfra første gang, at narkosmuglere forsøger at føre narko ind i landet ved at sluge kapsler med narko. I august blev en kvinde taget i at forsøge på indsmugling af et kilo narkotika, der var skjult i kapsler, som hun havde slugt.
Smugling via mavesækken er forbundet med livsfare. Hvis der går hul på indpakningen af stoffet, risikerer man at dø af en overdosis.
Sidste år døde tre personer efter at have forsøgt at smugle stoffer til Grønland ved at sluge dem.
En af dem døde efter at have slugt pakker med hash. Pakkerne hobede sig op i mandens tarm, hvor de forårsagede en betændelsestilstand, der kostede manden livet.
Toldstyrelsen oplyser, at dens medarbejdere sidste år tilbageholdt sammenlagt 1,5 ton narkotika.
Den 27-årige nigerianer skal foreløbig være varetægtsfængslet i 27 dage. Retten har vurderet, at der er risiko for, at han på fri fod kan lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning og for, at han vil undgå strafforfølgning ved at rejse udenlands.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned