Natlig aktion ved grænsen

I juni måned gennemførte SKAT en landsdækkende aktion mod grænseoverskridende aktiviteter, og i nat blev aktionen fulgt op af SKAT Midt- og Sydsjælland i Rødby Færgehavn. 15 medarbejdere fra SKAT sammen med politiet stod ved grænsen fra mandag aften til kl. 03.00 næste morge, og stoppede så mange køretøjer som muligt.

- Vi kiggede efter smugleri af punktafgiftspligtige varer (øl, sodavand, spiritus, cigaretter, bekæmpelsesmidler osv.), narko, våben, illegal indvandring, svindel med dagpenge/kontanthjælp, ulovlig indførsel af dyr, opbevaring/transport af fødevarer og alt hvad fantasien ellers rækker til, fortæller specialkonsulent Allan Kok.

Aktionen medførte fem punktafgift- og pantsager, og der blev beslaglagt: 12.120 dåseøl, 11.424 dåser sodavand, 1.008 dåser cider, 100 flasker spiritus og 176 liter vin. Desuden kunne pantefogederne lave fire sager, der tilsammen indkasserede ca. 30.000 kr. i gammel gæld, og desuden vil enkelte personers trafik ind og ud af landet blive vendt med de sociale myndigheder.

En del biler på gule plader skal have kontrolleret deres anvendelse af bilerne i forhold til, at de ikke er registreret til privat anvendelse.

- Vi kigger også efter ulovlig indførsel af dyr, som fx kamphunde, men alt hvad vi fandt i nat var to kasser med duer, der havde været på udstilling. De havde ikke papirer med og blev derfor sendt retur – i bil – til Tyskland, fortæller Allan Kok og afslutter:

- Men det var nu en hyggelig nat, især for en tolder, som kunne genkende en af smuglerne fra sin elevtid for år tilbage. Det er jo altid rart at møde gamle kendinge.

12.120 dåseøl er nu i SKAT's varetægt.

Offentliggjort Sidst opdateret