Politiet er fortsat på nærmest bar bund i to tredjedele af de 63 mest brutale og blodige opgør siden bandekrigen brød ud i lys lue i august 2008.
Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet netop har sendt til Folketingets Retsudvalg.
Otte mennesker er dræbt og 73 er såret i de 63 opgør, der har kostet adskillige uskyldig mennesker liv og førlighed.
Og chefen for Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter (NEC), Kim Kliver, forventer da heller ingen klapsalver for opklaringsprocenten.
- Det er rigtigt, at det ikke lyder af meget. Men i denne type sager er der tale om et langt sejt træk, fordi de involverede parter ofte ikke ønsker at hjælpe os med opklaringen, siger Kim Kliver.
- Men hvis der er nogen, der tror, at vi har lagt sagerne på hylden, så må jeg desværre skuffe dem. Vi arbejder fortrøstningsfuldt videre, pointerer Kim Kliver.
I NEC´s netop offentliggjorte årlige banderapport nævnte politiet flere gange, at politiet har sigtet tusindvis af rockere og bandemedlemmer i det forgangne år. Men den beskedne opklaringsprocent i de mest voldsomme skudopgør var ikke nævnt med et ord.
Spørgsmål: Hvorfor skrev I ikke om de 63 sager i banderapporten?
- De tal, der er med i rapporten er helt valide tal. De andre tal om opgørene ændrer sig hele tiden, og jeg tror, det er bedst, at vi holder os til at skrive om det, vi med sikkerhed ved noget om, forklarer Kim Kliver.
I løbet af årets tre første måneder er der føjet 12 nye skudopgør til den verserende bandekonflikt. En er dræbt og seks såret, viser tal fra Rigspolitiet.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker