Nedsat straf for misbrug af steddatter

En 72-årig mand fra Silkeborg blev onsdag ved Vestre Landsret i Viborg idømt fire års fængsel for årelangt seksuelt misbrug af sin steddatter.

Landsretten skar dermed to år af byrettens dom på seks års fængsel.

- Landsretten vurderede, at pigen var 12 år, da han første gang havde samleje med hende. I byretten blev det lagt til grund, at pigen var 11 år, oplyser anklageren, Pia Madsen, til Midtjyllands Avis' netside, mja.dk

Tre landsdommere stemte for en straf på fem års fængsel, mens tre dommere mente, at fire år var tilstrækkeligt. Ved stemmelighed gælder den mildeste straf.

Misbruget stod på, indtil pigen var 18. Det stoppede, da pigen betroede sig til en moster.

/ritzau/

Landsretten skar to år af straffen over en 72-årig mand fra Silkeborg, der nu skal fire år i fængsel for misbrug af sin steddatter.

Offentliggjort Sidst opdateret