Nervøs mand med træpind vakte bekymring i Fisketorvet
En patrulje rykkede torsdag eftermiddag ud til Fisketorvet, hvor flere havde set en mand gå nervøst rundt. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Flere besøgende ringede til Københavns Politi med anmeldelser om, at en mand bar på et sværd i Fisketorvet.
Københavns Politi satte torsdag eftermiddag kurs mod Fisketorvet, hvor flere havde set en mistænkelig mand gå rundt.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.
Den første anmeldelse tikkede ind klokken 15.40. Anmelderne mente, at manden virkede nervøs og fraværende.
I anmeldelser lød det, at han bar på en spids genstand, der kunne minde om en metalgenstand.
- Han gik og virkede mistænkelig og havde en lang spids ting stikkende ud af jakken. Nogle var sikre på, at det var et sværd, siger vagtchefen.
Både besøgende i shoppingcenteret og vagter kontaktede politiet, der rykkede ud.
Her fandt politiet ud af, at den spidse ting var en træpind.
- Det viser, at folk er meget opmærksomme. Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger vagtchefen.
Politiet fik fat i manden inde i centeret, hvor han var gået ind på et toilet.
Manden blev ikke tilbageholdt.
Senere samme eftermiddag rykkede politiet ud til en butik, hvor manden havde låst butiksdøren inde fra.
Det bekymrede butikkens personale, der valgte at alarmere politiet.
Manden blødte fra sin ene finger og er derfor kommet på skadestuen. Hvorfor, han blødte, er endnu uklart.
- Han er ikke umiddelbart sigtet for noget, siger vagtchefen.
Ingen er kommet til skade.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned