Netværk er anholdt for kokain, maskinpistol og pistoler

Otte mænd, som politiet betegner som et kriminelt netværk, sigtes for at have besiddet op til næsten fire kilo kokain og for våben.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fire er anholdt i det vestlige Aarhus, to andre i Randers og de sidste er anholdt i København, oplyser Østjyllands Politi.

Torsdag blev alle otte varetægtsfængslet i foreløbig fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

I sagen er der også fundet en maskinpistol, to pistoler og ammunition. De farlige sager er dukket op på en adresse i Jylland, men vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard ønsker ikke at gå i detaljer.

Da torsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, er det ikke muligt at få oplyst, hvad mændene har forklaret eller detaljer om sagen i øvrigt. Ingen af de otte kærede dog fængslingen, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Samlet set har betjentene fundet et kilo kokain under anholdelserne og ransagningerne, som begyndte onsdag lidt før klokken 13 i København, og som sluttede lidt før klokken 21.

Nogle af de anholdte sigtes for besiddelse af 200 gram kokain, mens andre sigtes for minimum 3,9 kilo kokain, lyder det fra politiet.

Mændene er i alderen fra 23 til 30 år.

Aktionen skyldes et samarbejde mellem Østjyllands Politi, Københavns Politi og specialgruppen Task Force Vest.

/ritzau/