NeuroSearch overvejer at anke millionbøde
Ledelsen i NeuroSearch har endnu ikke taget stilling til, om selskabet vil anke den dom for kursmanipulation på fem millioner kroner, som byretten i København fredag har idømt selskabet.
Det oplyser NeuroSearch i en meddelelse til fondsbørsen.
Biotekselskabet har hele tiden fastholdt, at der var tale om en fejl, men ikke kursmanipulation, og det syn på sagen gentager bestyrelsesformand Karin Garre i meddelelsen.
- Det er overraskende for os og dybt beklageligt, at retten i dag har fundet, at selskabet med meddelelsen om resultater fra et klinisk studie gav så vildledende signaler om kursen, at det er vurderet som kursmanipulation.
- Det er ikke det perspektiv, NeuroSearch har på situationen, siger Karin Garre.
Endnu har NeuroSearch dog ikke truffet beslutning om en eventuel anke til landsretten. Det har selskabet nu 14 dage til.
Hvis dommen ikke ankes, sænkes NeuroSearch' forventning til 2014 med fem millioner kroner til et underskud på 15 millioner kroner.
Også den tidligere topchef i NeuroSearch, nuværende finansdirektør i ALK-Abellò Flemming Pedersen, blev dømt for kursmanipulation i sagen og fik en bøde på en million kroner.
Der er dog ikke beviser for, at han var motiveret af personlig fortjeneste ved at afgive af de urigtige oplysninger.
Flemming Pedersens advokat, Peter Martin Blinkenberg, siger til Børsen, at Flemming Pedersen formentlig ikke vil anke.
- Vi tænker lige over tingene, men dommen er så mild, som man overhovedet kan tænke sig, så det gør, at overvejelserne går i retning af, at dommen nok ikke skal ankes, siger Peter Martin Blinkenberg til Børsen.
NeuroSearch er fundet skyldig i kursmanipulation, efter at selskabet fejlinformerede om fase 3-resultater for lægemidlet Huntexil i februar 2010.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned