Ni-årig dreng forsvandt på mystisk vis

En ni-årig dreng gav tirsdag aften en række betjente ved Syd- og Sønderjyllands Politi grå hår i hovedet. Politiet ledte efter drengen, selv om han ikke var meldt savnet. Og inden han blev væk, blev han fundet.

Det lyder indviklet, og det er det også, oplyste politiets vagtchef Jan Stokholm Andersen.

- Det begynder ved 17-tiden hos en familie ved Jels, hvor denne her dreng kommer cyklende ind i indkørslen. Han fortæller, at hans mor har sat ham af bilen, fordi han har skændtes med sin bror, og at han selv må finde hjem, fortæller Jan Stokholm.

Drengen bad familien om at køre ham hjem til Aabenraa, hvor han angiveligt bor. Der er cirka 45 kilometer, og familien tøver ikke med at hjælpe den fortabte dreng.

- De sætter ham af på den adresse, han har oplyst, men da de spørger folk i området, så er der ingen, der kender drengen, og da de kommer hjem, bestemmer de sig for at kontakte politiet, siger Jan Stokholm.

Vagtchefen undrer sig over sagen. Blandt andet over, at drengen ikke er meldt savnet. Men selv om ingen tilsyneladende savnede drengen, så indledte politiet en efterforskning.

- Vi har haft kontakt til en lang række familier, der har en ni-årig dreng, men der er ingen, som savner nogen, siger Jan Stokholm.

Familien i Jels har over for politiet beskrevet drengen som cirka 135 centimeter høj, tæt eller kraftigt bygget og iført en blå sweater med farvet tekst samt cowboybusker. Han kørte på en sort og sølvfarvet Mountainbike og var iført blå cykelhjelm.

Drengen er sidst set ved adressen Præsteskoven 32 i Aabenraa. Det var her, han påstod, at han boede, men ifølge politiet er hverken drengen eller nogen, som kunne være hans familie, tilmeldt på den adresse.

- Og som om det ikke var mystisk nok, så skulle hans bror også være blevet sat af bilen af moren, og så har vi lige pludselig to forsvundne, siger Jan Stokholm.

Politiet har indstillet sagen, da man regner med, at drengene er genforenet med deres forældre. Sagen bliver genoptaget, hvis der kommer nyt, hedder det.

/ritzau/

Politiet ledte efter en ni-årig dreng, der forsvandt på lige så mystisk vis, som han pludselig dukkede op.

Offentliggjort Sidst opdateret