Ni års fængsel for overgreb på døtre

Vestre Landsret valgte torsdag morgen at straffe en 60-årig egyptisk far med ni års fængsel for det misbrug af sine døtre, der stod på i flere år.

Allerede onsdag stadfæstede landsretten, at manden var skyldig. Og torsdag kom man så frem til, at der heller ikke skulle ændres på strafudmålingen. Manden er også dømt til udvisning, når han har afsonet fængselsdommen.

Manden er dømt for et systematisk og omfattende misbrug af tre af sine døtre. Det begyndte i 2002, da den ene af pigerne var 11 år gammel.

Faren truede sig jævnligt til samleje med pigen, som i over et år var taget ud af skolen. I løbet af det år forgreb faren sig på hende stort set hver eneste dag.

Da pigens lillesøster blev 11 år, forgreb han sig også på hende, og i 2006 begyndte det også at gå ud over en dengang otteårig lillesøster.

Straffen er en af de hårdeste nogensinde i sager om misbrug af børn. Til sammenligning kostede det faren i den såkaldte Tøndersag 10 års fængsel, at han havde misbrugt sin datter og stillet hende til rådighed for andre mænd.

Borgmesteren i Sønderborg har tidligere sagt, at sagen må lære kommunerne må lære at være mere vedholdende. To af pigerne indgav tidligt i forløbet en anmeldelse mod faderen, men de blev kort efter trukket tilbage og sagen henlagt.

I mellemtiden sørgede faren for, at døtrene blev sendt til Egypten i halvandet år.

Sagen betød, at socialminister Benedikte Kier (K) satte forvaltningen i Sønderborg under skærpet opsyn. Ankestyrelsen gennemgik sagen sammen med lignende forhold fra andre byer. Socialministeren vil nu tage initiativ til, at kommunerne og deres lærere og pædagoger bliver bedre klædt på til at stoppe misbrug af børn.

/ritzau/

Der blev ikke rokket ved dommen over en egyptisk far, der er dømt for at misbruge sine egne piger.

Offentliggjort Sidst opdateret