Nøgenbadning førte til overfald med kniv og køller
Køller og kniv blev brugt af gerningsmændene, da to mænd på 23 og 24 år blev overfaldet efter en svømmetur ved Sejs. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Politiet håber på oplysninger fra vidner efter grov vold i Sejs ved Silkeborg.
To yngre mænd blev natten til søndag stukket med kniv og slået og sparket, da de i Sejs ved Silkeborg havde spurgt en pige, om hun ville med ud at bade.
Midt- og Vestjyllands Politi betegner sagen som grov og håber på hjælp til opklaringsarbejdet.
Mændene havde været til en privat fest og gik derefter ned til Sejs Snævring for at bade, oplyser politiet ifølge TV 2 Østjylland.
De ville bade nøgne. Ved Strandvejen spurgte de en pige, som de tilfældigt mødte, om hun ville med. Det ønskede hun ikke.
Da mændene var færdig med svømmeturen, dukkede en cirka 15-årig dreng op.
- Han spørger, hvad de har gang i. Og så slår han den ene af de to mænd med tre knytnæveslag i ansigtet, siger vagtchef Ole Vanghøj ifølge TV 2 Østjylland.
Så ankom yderligere mindst tre andre unge mænd. De var bevæbnet med køller og kniv, og situationen eskalerede.
Den ene af svømmerne blev stukket i maven med kniven og måtte senere køres til behandling på sygehuset i Skejby. Den anden fik et overfladisk snit i sit ene lår. Ofrene er 23 og 24 år.
Politiet oplyser om signalementet af overfaldsmændene, at de har sydlandsk udseende. Vagtchefen håber på at få henvendelser fra vidner, der eventuelt har set biler i området eller har viden om sagen.
Volden skete formentlig cirka klokken 01.30 og frem. Politiet fik anmeldelsen kort før klokken to.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker