Nordeas overvågning blev blåstemplet da hvidvasksag startede

Nordea er tiltalt for brud på hvidvaskloven for over 26 milliarder kroner. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Finanstilsynet kaldte Nordeas overvågning af kunder tilfredsstillende i 2012. Samme år startede hvidvasksag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Finanstilsynet i 2012 var på inspektion hos Nordea for at føre tilsyn med bankens bekæmpelse af hvidvask, blev det konkluderet, at overvågningen af kunder var tilfredsstillende.

Det viser tilsynets fortrolige hvidvaskrapport fra dengang, som Børsen har fået indblik i.

Inspektionen - og blåstemplingen - fandt dermed sted samme år, som banken ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev brugt til hvidvask.

Banken er lige nu tiltalt for brud på hvidvaskloven for over 26 milliarder kroner fra 2012-2015. Det viser anklageskriftet, som er blevet udarbejdet af NSK.

Retssagen starter til maj næste år, og Finanstilsynets vurdering fra dengang ventes at blive en del af den, skriver mediet.

Finanstilsynet kommenterer ikke konkrete inspektioner, lyder det.

Nordea svigtede ifølge NSK ved ikke at overvåge kundeforholdene eller kigge nærmere på tusindvis af transaktioner.

Transaktionerne var "usædvanligt store", og der var "usædvanlige mønstre", hedder det i anklageskriftet. Kunderne havde ingen forretningsmæssig tilknytning til Danmark, og mange af pengene løb gennem skattelylande.

Kunderne havde adresser på kontorhoteller eller i postbokse, og ejer- og ledelsesstrukturerne var "uigennemsigtige", lyder beskrivelsen fra NSK.

Man havde simpelthen ikke tilstrækkeligt med oplysninger om, hvem kunderne var.

Forsømmelserne udgør en overtrædelse af de lovbestemmelser, som skal hindre hvidvask, påstås det i anklageskriftet.

Nordea har tidligere oplyst, at banken er uenig i tiltalen.

NSK vil kræve banken idømt en bøde. Ifølge Børsen kan det ende med en bøde i størrelsesordenen 6,5 milliarder kroner.

Banken har selv tidligere reserveret mere end 700 millioner kroner til betaling af bøder. Det skete i 2019.

I alt er der afsat 60 dage til retssagen - dertil kan nogle reservedage komme i spil.

/ritzau/