Nordjyllands Politi vil være synligt til stede efter drab på 13-årig
Nordjyllands Politi er til stede foran Hjallerup Skole, som den dræbte 13-årige pige havde tilknytning til. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi vil indsætte en mobil politistation et centralt sted i Hjallerup efter drab på en 13-årig.
Nordjyllands Politi vil tirsdag være synligt til stede i Hjallerup, hvor en 13-årig pige mandag aften blev dræbt.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet vil de kommende dage iværksætte tryghedsskabende tiltag i Hjallerup. Blandt andet bliver der indsat en mobil politistation et centralt sted i byen, hvor borgere kan henvende sig.
- Vi er fuldt ud klar over, at borgerne i Hjallerup er vågnet op til en meget tung og anderledes tirsdag, hvor både spørgsmål, frustrationer og utryghed vil melde sig, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der leder efterforskningen, i meddelelsen.
Han fortæller, at politiet i løbet af natten har været i dialog med forskellige instanser, blandt andet en leder på Hjallerup Skole, som den dræbte gik på.
Frank Olsen opfordrer også til, at man som forældre i Hjallerup og omegn taler med sine børn.
- Vi kan kun opfordre til, at forældre taler med deres børn om hændelsen, for de vil med stor sandsynlighed blive mødt af synligt politi og afspærringer i flere dele af byen, siger han.
Politiet modtog klokken 22.10 et alarmopkald via 112 om "et forhold i Hjallerup" nær varmeværket på Gravensgade.
Ved ankomsten fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet.
Kort efter blev der anholdt to mistænkte - en 17-årig dreng og en anden 13-årig pige.
Pigen er efterfølgende blevet løsladt, da der ifølge politiets undersøgelser ikke er noget, der tyder på, at hun har noget med forbrydelsen at gøre.
Den 17-årige er stadig anholdt og forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdagen.
Politiet oplyser, at der var en relation mellem den dræbte og den formodede gerningsmand.
- De har haft et kæresteforhold, som for kort tid siden er ophørt, siger Frank Olsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde