Nordmand druknede da han ville redde søn

Det har kostet en 53-årig mand fra Norge livet, at han kastede sig ud i Vesterhavets bølger for at redde sin søn.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Lægen ringer fra Skejby kort før klokken otte og fortæller, at han er død som følge af de skader, han har fået i forbindelse med ulykken, siger vagtchef René Pagh fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete fredag aften, da mandens 25-årige søn var ude at svømme og kom i vanskeligheder på grund af en kraftig understrøm.

Den 25-årige råbte om hjælp, og hans far og svoger svømmede ud for at hjælpe ham.

På vej ind måtte de tre svømme mod den kraftige strøm, som trak dem væk fra land.

Sønnen og svigersønnen fik kæmpet sig i land, men den 53-årige nåede ikke med.

De to unge mænd fik fat i en redningskrans, og svogeren svømmede ud igen og fik hentet sin bevidstløse svigerfar ind. Derpå blev der ringet 112 og givet førstehjælp.

Søværnets Operative Kommando (SOK) sendte en redningshelikopter af sted. Men en lægehelikopter nåede først frem og fløj nordmanden til Skejby Sygehus, hvor hans liv altså ikke stod til at redde.

- Vi har givet lægen besked på, at vi vil holde et ligsyn i næste uge med henblik på at fastslå den nøjagtige dødsårsag. Derefter kan han blive udleveret til sin familie, siger René Pagh.

/ritzau/