Nu efterlyses Amdi Petersen over hele verden

Mogens Amdi Petersen og fire andre fra Tvind vil nu blive efterlyst over hele verden via Interpol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Straks efter Vestre Landsrets kendelse torsdag om at varetægtsfængsle de fem in absentia har politiet taget skridt til at aktivere Interpol.

Der udstedes en international anholdelsesbeslutning, og samtidig er Schengen-systemet, der omfatter en række lande i Europa, blevet orienteret, fortæller chefen for Bagmandspolitiet, Jens Madsen.

Landsrettens afgørelse om at inddrage de fems pas har også betydning for myndighedernes jagt på de fem.

- Interpol er næsten verdensomspændende, så det vil begrænse deres rejsemuligheder, siger Jens Madsen.

Efterlysningen forpligter dog ikke de enkelte landes politibetjente til at fare ud for at lede efter de fem.

I Schengen-landene vil Mogens Amdi Petersen, Kirsten Larsen, Marlene Gunst, Christie Pipps og Sten Byrner blive anholdt, hvis de bliver truffet.

Hvis myndighederne i et land støder på de efterlyste, vil Danmark reagere ved at bede om udlevering.

I medierne har det flere gange været beskrevet, at den 74-årige Amdi Petersen opholder sig i Mexico.

Ritzau har derfor spurgt statsadvokat Jens Madsen, om der nu tages skridt til en begæring om udlevering fra et bestemt land.

- Det går jeg ikke ind i nu, svarer Jens Madsen.

Det er Justitsministeriet, som fremsætter den slags begæringer. Der findes ingen decideret aftale mellem Mexico og Danmark om udlevering i straffesager, men det forhindrer ikke Danmark i at henvende sig til landets myndigheder.

I landsrettens kendelse hedder det, at en varetægtsfængsling "ikke på nuværende tidspunkt" vil stå i misforhold til sagens betydning og den straf, der kan ventes, hvis de findes skyldige. Eller til de gener, som de fem vil blive udsat for.

Denne passus tillægger Jens Madsen dog ikke afgørende betydning.

/ritzau/