Nu skal lærer fra dragebåden i Præstø-sag i vidneskranken
Et af de mest centrale vidner i sagen om den tragiske kæntringsulykke på Præstø Fjord i 2011 sætter sig tirsdag eftermiddag i vidneskranken i Nykøbing Falster.
Rikke Theresia Jensen er lærer på Lundby Efterskole og var med på den skæbnesvangre dragebådssejlads i februar forrige år, hvor den 44-årige lærer Michael Jørgensen mistede livet, og flere efterskoleelever pådrog sig varige mén.
Rikke Theresia Jensen skal hjælpe anklager Michael Boolsen med at kaste lys over, hvad der fik efterskolens to lærere og 13 elever til at stævne ud på fjorden, selv om vejrforholdene var barske, og skolens sikkerhedsregler ikke tillod sejlads i vinterhalvåret.
10 af eleverne har de sidste uger vidnet i sagen, hvor Lundby Efterskole og dens forstander, Truels Achton Truelsen, står tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse samt flere overtrædelser af lov om sikkerhed til søs.
Flere af eleverne har forklaret, at den afdøde Michael Jørgensen var vanskelig at modsætte sig, og at de tog med ud på fjorden for at træne til en dragebådsregatta, selv om de ikke havde lyst.
Den tidligere elev Line Blichfeldt Jensen afgav forklaring torsdag i sidste uge. Det var hende, der kom i land som den første og fik slået alarm.
I retten forklarede hun detaljeret om sin kamp gennem det blot to grader varme vand og mente desuden at huske, at lærer Rikke Theresia Jensen udtrykte bekymring, inden gruppen sejlede ud.
Ud over Rikke Theresia Jensen skal en tidligere forstander for Lundby Efterskole tirsdag fortælle om sin tid på skolen.
Også flere personer, som var til stede på Præstø Havn, da den omfattende redningsaktion blev iværksat, skal vidne på retssagens sjette dag. De skal blandt andet fortælle om vejrforholdene den pågældende dag.
Dommen ventes at falde 1. februar knap to år efter den fatale ulykke.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned