Nu skal Støjbergs treårsregel stå sin prøve i landsretten
En 57-årig syrisk mand, der har lagt sag an mod Udlændingenævnet, flygtede fra krigen i Syrien i 2015.
(Syrian Civil Defense White Helmets/AP/POLFOTO/arkiv) Foto: /ritzau/AP/Uncredited
/ritzau/AP/Uncredited
Tre år er for lang tid at vente på familiesammenføring og i strid med menneskerettighederne, mener syrisk mand
Tre år skal personer med midlertidig beskyttelse vente, før at de kan søge om at få deres familie til landet.
Det blev indført med udlændingeminister Inger Støjbergs (V) stramning nummer 27 på udlændingeområdet sidste år.
Tirsdag skal Østre Landsret vurdere, om reglen er strid med menneskerettighederne.
Det mener advokat Christian Dahlager, at den er. Han har lagt sag an mod Udlændingenævnet på vegne af en 57-årig syrisk mand.
- Sagen er et opgør med de stramninger, som regeringen har indført - altså lovligheden af regeringens stramninger.
- Hvor langt kan man rykke de menneskeretlige standarder især i forhold til flygtninge? Det er det, sagen drejer sig om, forklarer Christian Dahlager.
Den 57-årige mand arbejdede som læge i Syrien, hvor han havde sin egen praksis. Men på grund af krigen flygtede han og kom til Danmark i januar 2015.
Kort tid efter fik han asyl og vil nu gerne have sin kone, som stadig befinder sig i Syrien, til landet. De har været gift i godt 26 år.
Regeringens stramning blev gennemført ved et flertal i Folketinget i januar 2016. Derfor er spørgsmålet også, hvor langt domstolene så kan gå.
- Kan de underkende sådan en lovgivning? Det er sådan set det, jeg beder om, siger Christian Dahlager.
Institut for Menneskerettigheder er også trådt i sagen til støtte for den 57-årige syrer. Da stramningen blev gennemført sidste år, lavede instituttet et høringssvar.
- Der kunne vi se, at der er praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der siger, at flygtninges ret til familiesammenføring skal gennemføres hurtigt, siger direktør Jonas Christoffersen.
Han mener, at det giver sig selv, at tre års ventetid ikke kan betegnes som "hurtigt".
- Derfor mener vi, at det er i strid med deres menneskerettigheder, at man holder dem adskilt i op til tre år eller længere, siger direktøren.
Der er afsat en retsdag til sagen. Dommen forventes dog først om tidligst fire uger. Ud over sagen, der begynder i Østre Landsret, har Christian Dahlager fire andre sager, der drejer sig om det samme.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde