Ny anholdelse i bandesag om flere drabsforsøg og våben
Københavns Byret har grundlovsforhør onsdag eftermiddag i en sag om flere forsøg på at slå ihjel. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Oplysninger fra krypteret kommunikation fører til udvidelse af sag om "adskillige" forsøg på at begå drab.
I en sag om drabsforsøg i bandemiljøet er to personer blevet fremstillet i grundlovsforhør i København.
Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på det sociale medie X.
Retsmødet drejer sig om en person, der netop er anholdt, og om en tidligere anholdt.
Både de anholdte og flere tidligere sigtede menes at have relation til banden NNV, og de beskyldes for at ville dræbe flere personer fra rockergruppen Bandidos.
Politiets mistanke går ud på, at forsøgene var drevet af hævn for et drab på en højtstående person i NNV.
I alt er nu ni mænd sigtet for planerne om at slå ihjel. Ifølge en tidligere pressemeddelelse fra politiet var der tale om planlægning af "adskillige drab" i 2021.
Ifølge sigtelsen, som blev læst op ved grundlovsforhøret mod de to onsdag, er den tidligere anholdte mistænkt for at have været involveret i at planlægge flere drab. Tre personer er navngivet i sigtelsen.
Alle tre drab mislykkedes. I to af tilfældene var det planlagte offer ikke på stedet, hvor de mistænkte ledte efter dem.
I det tredje tilfælde lykkedes det ikke unavngivne medgerningsmænd at hente dele til en bilbombe i Sverige, lyder det i sigtelsen.
Mistanken bygger på efterforskning af store mængder krypteret kommunikation på den platform, som kaldes Sky.
Også besiddelse af en række våben indgår i sagen.
I oktober udtalte vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen, at de anholdte kommer fra en gruppe, som er meget voldsparat.
Ifølge Ekstra Bladet er den nye anholdte en 29-årig mand, der ud over drabsforsøg sigtes i forbindelse med 15 kilo amfetamin.
NSK skriver onsdag aften på det sociale medie X, at begge mænd blev varetægtsfængslet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker