Ny anholdelse i drabssagen fra Horsens

Der var måske mere end en person om drabet på den 41-årige Chanette Sørensen, der blev skudt ned i sit hjem i landsbyen Lund ved Horsens.

Hos Sydøstjyllands Politi bekræfter politiinspektør Steen Edeling, at man nu også har anholdt en 29-årig mand. I forvejen sidder en 23-årig mand fængslet for drabet.

Sagen kører for dobbeltlukkede døre, og derfor ønsker politiet ikke at oplyse mere om efterforskningen. Chanette Sørensen blev dræbt af et skud i hovedet. Skuddet blev affyret fra et sted uden for huset, og vidner har fortalt, at en bil kørte hurtigt væk fra stedet.

Steen Edeling ønsker dog ikke at sige, om den nye anholdelse skyldes formodninger om, at der har været både en skytte og en chauffør om drabet.

Den dræbte kvinde havde besøg af flere venner i huset, da drabet skete. Hun døde i armene på sin 23-årige datter.

Der har været gættet på flere forskellige motiver til drabet - blandt andet at den fængslede 23-årige tidligere havde et forhold til den dræbtes datter og at han også skyldte Chanette Sørensen penge.

/ritzau/

Politiet har nu to mistænkte i sagen om den kvinde, der blev skudt ned i sit hjem i Horsens. En 29-årig mand kræves også fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret