Ny gårdbrand i nat: Brandfolk kæmpede i timevis

Foto: Ingrid Riis

Op til 25 brandfolk kæmpede i flere timer natten til mandag og mandag morgen for at slukke en gårdbrand på Falster. Lørdag var der også en gårdbrand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Op til 25 brandfolk fra Lolland-Falster Brandvæsen og Falck i Nørre Alslev, Stubbekøbing og Nykøbing samt brandvæsnets frivillige fra Maribo kæmpede det meste af natten til mandag og mandag morgen med at slukke en større brand i en landejendom på Skovby Tværvej ved Skovby på Nordfalster.

Der blev slået alarm klokken kvart over tre, og da indsatsleder Brian Midjord Petersen fra Lolland-Falster Brandvæsen som den første nåede frem, var den ene længe antændt, og ejeren af ejendommen kæmpede for at forhindre ilden til at sprede sig til yderligere en længe samt stuehuset.

Ifølge Brian Midjord Petersen er der tale om en trelænget gård, som har fået tilbygget yderligere to længer som knopskydning, så det var en større ejendom, der var gået ild i.

- Vi nåede lige akkurat at redde stuehuset takket være en virkelig god indsats fra brandfolkene. Det var fedt at se, at vi kunne redde det, men to af længerne er desværre brændt ned, fortæller indsatslederen.

Der var asbest i noget af taget, og det betød, at brandfolkene var nødt til at have masker på under slukningsarbejdet.
- Det gør tingene lidt mere komplicerede, men det er ikke noget, der har betydning for selve slukningsarbejdet, forklarer Brian Midjord Petersen.

Udover ejeren var også hans voksne søn til stede, og de måtte begge to køres en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning.

Der var ingen dyr på ejendommen og kun ganske lidt halm. Det vides ikke, hvordan branden er opstået. Først omkring klokken 9.15 - seks timer efter, at alarmen lød, kunne de sidste brandfolk begynde at pakke sammen og gøre klar til at køre hjem.

Branden er den anden gårdbrand på Nordfalster på to nætter. Natten til søndag brændte en anden landejendom.
Det kan du læse mere om HER.

Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis