Ny indsats mod højresvingsulykker på vej
Et sæt initiativer, som kan dæmpe antallet af højresvingsulykker, fremlægges snart af Trafikministeriet.
Myndighederne er ved at lægge sidste hånd på en strategi, oplyser ministeriet til Ritzau.
Siden efteråret har et såkaldt rejsehold af praktikere samlet erfaringer fra udlandet, og arbejdet foregår også i en task-force med eksperter fra Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen.
Desuden er politiet, transportbranchen og forskellige organisationer involveret i arbejdet.
Man ser blandt andet på køretøjer, infrastruktur og på, hvordan man kan påvirke trafikanternes adfærd.
Men Trafikministeriet ønsker endnu ikke at oplyse, hvad der konkret kommer ud af indsatsen.
Sidste år mistede syv mennesker livet i højresvingsulykker, og sagerne gjorde indtryk på trafikminister Pia Olsen Dyhr (SF), som besluttede at tage affære.
Dansk Cyklistforbund har blandt andet foreslået, at lastvogne og andre store køretøjer skal foretage et såkaldt orienteringsstop, inden de svinger til højre.
Brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik har opfordret medlemmerne til et frivilligt orienteringsstop - men ønsker ikke en firkantet lovregel.
Fra 2008 til 2012 blev i alt 152 cyklister ramt af højresvingende køretøjer. Heraf mistede 22 livet.
Højresving er dog ikke det eneste livstruende problem for cyklister. Sidste år døde 25 cyklister i trafikken.
Onsdag blev en vognmand af Retten på Frederiksberg idømt dagbøder efter en højresvingsulykke i september i København, hvor en niårig pige blev dræbt.
Vognmandens udsyn i førerhuset var delvist blokeret af en skærm, som var koblet til et såkaldt cyklistkamera.
På mandag kommer en anden højresvingsulykke med dødelig udgang for retten. En højresvingende bus i København kostede en 20-årig cyklist livet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker