Ny lægehelikopter i Nakskov

Foto: Helikopteren landende ved den gamle flyveplads ved Maglehøjvej i Nakskov. Foto: Lars Dalsig

Danmarks første lægehelikopter med base i Ringsted fik en både travl og vellykket debut. Tre patienter fra Holbæk og Nakskov blev fløjet til Rigshospitalet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blot nogle timer efter, at startskuddet lød til Danmarks første akutlægehelikopter lørdag morgen den 1. maj, kom helikopteren i aktion.

Første tur gik fra basen i Ringsted til Holbæk, hvor en dreng skulle flyves til Rigshospitalet efter en forbrændingsulykke.

- Efter otte minutter landede vi tæt på huset med en læge, der kunne yde hjælp på stedet, siger direktør Leif Wiuff fra Falck DRF Luftambulance.

12 minutter senere landede helikopteren på toppen af Rigshospitalet i København, og drengen kom straks under behandling på brandsårsafdelingen.

Senere blev en hjertepatient, også fra Holbæk, fløjet til Rigshospitalet til ballonudvidelse. Dagens tredje og sidste tur gjaldt Nakskov Sygehus, hvorfra en mand med en blodprop i benet blev transporteret til Rigshospitalets karkirurgiske afdeling.

Flyveturen fra Nakskov varede 35 minutter, hvor den med ambulance ville have taget 1 time og 40 minutter. Det oplyser Annemarie Bondegaard Thomsen, som er lægelig leder af den nye akuthelikoptertjeneste og var med på alle førstedagens operationer.

- Det var tre rigtig relevante ture, og vi kan kun være tilfredse. Den sidste tur betød for eksempel også, at den vagthavende læge i Nakskov kunne blive tilbage på sygehuset. Og så vil jeg gerne udtrykke stor ros til vores samarbejdspartnere. Alt gik helt perfekt, siger hun.

Helikopteren skal i en forsøgsperiode flyve i døgnets lyse timer og dækker i første omgang Region Hovedstaden og Region Sjælland. Med tiden er det tanken, at der skal indføres en landsdækkende helikoptertjeneste.

/ritzau/