Ny mand anholdt efter dødsulykke

Efter den store eksplosionsulykke i Store Andst er politiet muligvis ved at optrævle et netværk, som er involveret i at håndtere fyrværkeri i strid med loven.

Mandag ved middagstid anholdt betjente en 40-årig mand fra Sønderjylland, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er noget med fyrværkeri, vil jeg gå ud fra, siger politiets talsperson, Helle Lundberg. Hun kan dog ikke gå yderligere i detaljer.

Om anholdelsen skyldes et nyt fund af fyrværkeri, har hun ingen viden om, lyder det.

Søndag aften blev en 41-årig mand fra Sommersted anholdt og sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

På hans ejendom havde betjente nemlig fundet 500 ulovlige kanonslag.

I løbet af mandagen blev denne mand løsladt efter at have besvaret spørgsmål fra politiets efterforskere.

Hjemme hos den ene af de dræbte ved ulykken i depotet i Store Andst fandt betjente i weekenden fyrværkeri fordelt på mellem 100 og 150 kasser.

Disse varer er ikke i sig selv ulovlige, men de blev opbevaret på ulovlig vis, fastslår politiet.

Undersøgelser af den 41-åriges hjem i Brørup førte til en større afspærring.

Noget af fyrværkeriet stod opmagasineret i en campingvogn på adressen.

/ritzau/

Politiet har nu foretaget to anholdelser efter dødsulykken i Store Andst ved Vejen.

Offentliggjort Sidst opdateret