Ny påsat brand i trappe- opgang i Nykøbing F.

Klokken 22.30 mandag aften blev der igen påsat en brand i en etageejendom i Nykøbing F. ved at tænde ild til reklamer.
Denne gang var det i en af blokkene på Teglværksgade nær sygehuset i Nykøbing F., men heldigvis hørte en nabo røgalarmen og fik slukket ilden med vand, inden brandvæsnet nåede frem.
Det er sket adskillige gange tidligere, at der er påsat brande i byen ved at lægge reklametryksager op ad døre og sætte ild til. Senest 2. december i Brogade, et godt stykke fra det nye brandsted.
Fremgangsmåden er den samme. Reklametryksager er lagt til rette foran døren til en lejlighed, og nogle reklamer er også placeret i brevsprækken. Derefter er der sat ild til reklamerne.
Da naboen hørte alarmen kiggede han ud gennem dørspionen og så, at der var røg i opgangen. Han løb derefter ud og fik slukket ilden.
- Der er ikke sket større skade, men det er forståeligt at disse brande skaber utryghed, siger vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han opfordrer beboerne i Nykøbings boligblokke til at være ekstra opmærksomme, og opfordrer også til at man ikke efterlader reklamer og brandbare ting på trappeopgange.

Årvågen beboer på Teglværksgade fik afværget en større brand.

Offentliggjort Sidst opdateret