Ny terroranholdelse i Chicago

Politiet i Chicago anholdt fredag en 56-årig lokal taxachauffør med pakistansk baggrund og sigtede ham for at sende penge til en af Pakistans mest eftersøgte terrorister, Ilyas Kashmiri.

Ifølge politiet sendte taxachaufføren to gange omkring tusind dollar af sted til Kashmiri. Men den sidste gang fik han pengene af en hemmelig politiagent, og så klappede fælden.

Anklagemyndigheden understreger, at anholdelsen af taxachaufføren ikke har noget at gøre med terrorsagen mod to andre mænd fra byen - David Headley og Tahawwur Rana - der ifølge FBI havde til hensigt at bane vejen for et væbnet terrorangreb mod Jyllands-Posten.

Ilyas Kashmiri er også en central figur i terrorsagerne mod Headley og Rana.

Kashmiri var ifølge den amerikanske anklagemyndighed manden med midlerne - og ikke mindst idéerne - til angrebsplanerne mod Jyllands-Posten, hvor Kashmiri ifølge Headley blandt andet foreslog, at medarbejdere på avisen skulle halshugges og have deres afhuggede hoveder kastet ned på Kongens Nytorv.

Derudover kommer både Headley, Rana og taxachaufføren alle fra den nordlige del af Chicago.

David Headley, hvis fødenavn er Daood Gilani, undgik i sidste uge et krav om dødsstraf, fordi han lovede at lægge alle kort på bordet og fortælle politiet om alle sine kontakter.

/ritzau/

En 56-årig taxachauffør fra Chicago blev fredag anholdt og sigtet for at sende penge til mistænkt terrorist, der angiveligt planlagde angreb på Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret