Ny visitationszone ved Bandidos-rockerborg

I den kommende weekend skal der være fest hos Bandidos i Padborg. Syd- og Sønderjyllands Politi markerer festlighederne ved at indføre en visitationszone.

Ordensmagten kan derfor visitere alle personer, som fra fredag til søndag er i nærheden af rockerborgen i den sønderjyske by.

Normalt skal politiet have en begrundet mistanke, før de kan undersøge borgere, men det behøver de altså ikke i weekenden.

Politiet tror, at nogle af gæsterne til festen møder op med våben, og derfor har man indført visitationszonen.

Den seneste tid har der været en spændt situation i politikredsen, efter at både Hells Angels og Bandidos er blevet repræsenteret i Esbjerg.

I den senere tid har politiet anholdt en stribe mænd i miljøet.

15 sidder for øjeblikket varetægtsfængslet for blandt andet voldelige overfald.

Det er denne spændte situation, som nu resulterer i visitationszonen i Padborg, der gælder fra fredag klokken syv til søndag klokken 12.

/ritzau/

Politiet indfører visitationszone ved Bandidos-rockerborg i Padborg, fordi man frygter ballade ved rockerfest.

Offentliggjort Sidst opdateret