Nye pas skaber frustration i kommunerne

Den teknologi, der fremover skal producere nye og sikrere pas, er forsinket.

Der var oprindeligt lagt op til, at en løsning kunne være på plads sidste år, men nu bliver det først i 2011, at kommunerne kan komme videre med de såkaldte biometriske pas, der rummer digitale oplysninger om ejeren, eksempelvis fingeraftryk.

I takt med forsinkelsen vokser bekymringen i kommunerne for, at man bliver påtvunget et dyrt og ufleksibelt system.

Kommunernes Landsforening, KL, har i flere måneder ventet på besked fra Rigspolitiet og Justitsministeriet.

- Vi ærgrer os over, at det har taget så lang tid at få udpeget en leverandør og få en bevilling i finansudvalget. Når det går så trægt, så sinker det digitaliseringen på det her område, siger konsulent i KL, Anders Holte.

Justitsministeriet oplyser til Ritzau, at der vil komme afklaring inden for kort tid. Og Rigspolitiet konstaterer, at man snart kan melde ud, hvem man vælger som leverandør.

Netop omkring leverandør vil KL rigtig gerne have svar på, om kommunerne bliver tvunget til at købe den løsning, som Rigspolitiet peger på.

- Det forekommer os, at Rigspolitiets løsning kan blive en dyr løsning. Mange kommuner har jo allerede valgt at investere i ny teknologi på området, så det kan blive dyrt, hvis de skal omstille sig til Rigspolitiets model, siger Anders Holte.

Flere kommuner har valgt at bruge en løsning, som er udviklet af det danske firma Scan-Tech. De tager billeder af ansøgeren, registrerer automatisk hans underskrift og kan bruges til forskellige slags id-kort. Men Rigspolitiet har på forhånd fravalgt Scan-Tech som fremtidig leverandør.

- Rigspolitiet har måske ikke haft den store forståelse for de mange opgaver, man løser ude i kommunerne. Hvorfor ikke gå efter en løsning, der er integrerbar med kørekortet eller andre af de opgaver, som vi løser ude i borgerservicecentrene, spørger Anders Holte.

/ritzau/

Teknologien til fremtidens pas lader vente på sig. Kommunerne frygter en dyrere og mindre fleksibel løsning.

Offentliggjort Sidst opdateret