Nye vidner i sagen om Kirsten-drabet

Under afhøringen hos politiet har den sigtede i sagen om drabet på Kirsten Bay Andersen i Haderslev nævnt navne på flere nye vidner.

Disse personer skal efterforskerne nu ud at tale med. Og dette indgik i anklagerens argumentation, da han torsdag i Retten i Sønderborg fik dommeren til at lukke dørene i grundlovsforhøret med den sigtede John Knudsen.

Desuden mangler politiet at få sikret nogle genstande, lød det fra anklageren.

Den 44-årige John Knudsen blev onsdag fløjet hjem til Danmark efter to uger bag tremmer i Spanien. Han sigtes for at have dræbt den 52-årige Kirsten Bay Andersen, der forsvandt natten til 26. september, da hun var på vej hjem fra en sammenkomst på sin arbejdsplads.

Det blev ikke sagt klart ved retsmødets begyndelse, om John Knudsen nægter eller erkender sig skyldig.

/ritzau/

Dommer i Sønderborg har lukket dørene i grundlovsforhøret med den 44-årige John Knudsen, der er sigtes for drabet i Haderslev i september.

Offentliggjort Sidst opdateret