Nyt røveri mod plaget urmager i Herning

På 30 sekunder smadrede en røvertrio montrerne hos en urmager i Herning, før de stak af med dyre ure for et ukendt beløb.

Det var kort efter klokken 13 torsdag, at de tre maskerede mænd kom ind hos M.C. Mortensen i Bredgade. Forretningen præsenterer sig selv som en af de mest eksklusive urmagere i Jylland.

Mens den ene røver holdt ekspedienten i skak, smadrede de to andre udstillingen og forsynede sig med Omega og Rolex ure.

De tre mænd forsvandt til fods, oplyser lokalpolitiet i Herning.

Samme butik blev også udsat for et røveri i 2009, hvor der forsvandt ure og smykker for cirka 5 millioner kroner. Og i 2004 var forretningen udsat for et rambuktyveri.

/ritzau/

Eksklusiv urmager udsat for nyt røveri. Tidligere er der forsvundet ure for millioner af kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret