Absolut ingen spor. Sådan har det flere gange lydt fra politiet i sagen om den forsvundne Mona Lise Nielsen, der forlod sin bopæl på Saxenhøj i Sakskøbing den 24.oktober og har været meldt savnet siden. Men nu giver et vidne fornyet håb.
En butiksejer i Sakskøbing mener nemlig at have set den 61-årige Mona Lise Nielsen flere gange efter, hun forsvandt fra Saxenhøj. Senest den 30. oktober.
- Hun har været inde i min butik fire gange for at kigge på en hat. Den 15. eller 16., den 23., den 25. og den 30. oktober. Hver gang sluttede hun dog af med at sige, at hun ikke havde nogen penge på sig, og at hun lige skulle hente nogle, fortæller Birgit Herbst fra Herbst Textil i Sakskøbing.
LÆS OGSÅ: Kun få henvendelser i sag om forsvundet kvinde
Det var dog først efter, at en ansat i butikken talte med sin svigerfar om kunden, at den ansatte og Birgit Herbst blev opmærksomme på, at det – ifølge deres udsagn – var Mona Lise Nielsen, der havde været inde i butikken. Den ansattes svigerfar arbejder nemlig på Saxenhøj, hvor den 61-årige kvinde boede.
- Og han syntes, beskrivelsen passede på hende. Da jeg bagefter så hendes billede i tv, kunne jeg godt se, at det var hende, siger Birgit Herbst, der kontaktede politiet i mandags.
Her vækker vidneudsagnet da også håb om, at Mona Lise Nielsen kan findes i live. Men et reelt spor, mener Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing ikke det er.
- Vejret var skidt, da hun forsvandt, så vi frygtede selvfølgelig, at hun var forulykket på en eller anden facon. Men vidnet virker meget sikker i sin sag, så det giver da håb. Vi kan dog ikke bruge vidneudsagnet til så meget andet, for vi har stadig ingen ide om, hvor hun opholder sig, siger han.
LÆS OGSÅ: Familie arrangerer privat eftersøgning
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned