Obduktion: 57-årig mand dræbt af skud
En mand, der mandag eftermiddag blev fundet død i en lejlighed i Teglværksgade i Aarhus, er dræbt af skud. Det bekræfter efterforskningsleder ved Østjyllands Politi Claus Danø.
- Efter obduktionen af den afdøde kan vi nu bekræfte, at dødsårsagen er skud, siger Claus Danø til Ritzau.
Det bliver bakket op af flere vidner, der kunne høre lyden af skud i nærheden af lejligheden nær Vesterbro Torv i det centrale Aarhus.
Det var en kammerat til den 57-årige mand, der fandt ham liggende i lejligheden, og politiet gik straks i gang med at efterforske sagen som et mistænkeligt dødsfald. Tirsdag kunne politiet bekræfte, at der var tale om et drab.
Manden blev formentlig dræbt mellem fredag eftermiddag og søndag eftermiddag. Hvis man har set noget mistænkeligt i området omkring gerningsstedet mellem fredag kl. 15 og søndag kl. 15, skal man kontakte politiet.
Efterforskningslederen ønsker ikke at sige mere om dødsårsagen, og motivet for drabet er endnu ukendt.
- Det vil jeg gerne gemme lidt af hensyn til efterforskningen. Hvis vi fortæller for meget, ødelægger vi det for os selv, siger Claus Danø
Indtil videre er det kun mandens alder, politiet har offentliggjort. Ud over det oplyser efterforskningslederen, at manden bor alene, og at drabet ikke er banderelateret.
"Det hårde benarbejde", som Claus Danø kalder det, er nu i gang, og politiet efterforsker i øjeblikket lejligheden for nye spor. Den 57-årige mands familie vil også blive afhørt for at komme tættere på en opklaring.
Politiet søger stadig vidner, der kan kaste lys over drabssagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned