Odsherred Kommune gransker spædbarnssag

Politiets grufulde mistanke om drab og bortskaffelse af et spædbarn på et jordstykke ved Egebjergvej i Odsherred får nu formanden for kommunens Børneudvalg, Arne Mikkelsen, til at reagere.

- På mandag vil vi sætte os sammen for at undersøge, om der er noget, vi kan have overset, siger Arne Mikkelsen.

Han kender selv kun sagen fra den lokale presse.

Arne Mikkelsen har selv boet fast i det lokalområde, som politiet siden mandag har endevendt i jagten på spor efter spædbarnet eller spor i sagen i det hele taget.

- Jeg kan næsten med sikkerhed sige, at det ikke kan være en lokal, der har født i dølgsmål eller sådan noget. Det er et meget lille lokalområde, hvor folk kender hinanden særdeles godt, siger Arne Mikkelsen.

- Der er af og til nogen, der bor som husvilde i udkanten af sognet, men jeg aner altså slet ikke, hvad der kan være tale om her, siger børneudvalgsformanden.

Politiet oplyser, at to mænd fra det nordvestlige Sjælland nu er anholdt i sagen om drabet på spædbarnet.

Flere personer skal desuden afhøres i sagen. De er alle i familie med hinanden, oplyser politiet.

/ritzau/

Formand for Odsherred Kommunes børneudvalg kender intet til en sag om et dødt spædbarn.

Offentliggjort Sidst opdateret