OECD dumper dansk politi-indsats mod bestikkelse
Bagmandspolitiets indsats for at stoppe danske virksomheder, der bestikker sig til offentlige ordrer i udlandet, er mangelfuld.
Det mener et eksperthold under OECD, der har gennemgået en række sager om danske virksomheders mulige bestikkelse af offentlige embedsmænd, skriver Børsen.
Problemet er, at langt de fleste af de sager, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - har efterforsket, er løbet ud i sandet.
Og det uden, at sagerne er blevet grundigt efterforsket, lyder kritikken.
- Selvfølgelig er vi ikke glade for kritikken, men vi tager den til efterretning, siger statsadvokat Jens Madsen til Børsen.
- De lægger op til, at vi skal gennemgå vores overordnede måde at angribe det på, og ja, det vil vi så gøre. Men hvordan det skal gøres fremadrettet, skal vi først have drøftet igennem, fortsætter han.
Kun en enkelt ud af 13 politimæssige efterforskninger om bestikkelse i udlandet har ført til sanktioner, skriver avisen.
Det var en sag mod medicinalvirksomheden Missionpharma, der ved hjælp af bestikkelse sikrede sig en FN-ordre på 870 millioner kroner på kopimedicin til malaria- og hiv-smittede i Congo.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil nu granske anbefalingerne fra OECD, skriver han til Børsen.
- Bestikkelse er en alvorlig forbrydelse, og derfor vil vi selvfølgelig nu se nærmere på de anbefalinger fra OECD, som vedrører Justitsministeriets område, lyder det.
Herefter vil ministeren vurdere, hvilke øvrige initiativer der skal sættes i gang.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker