Offer blev stukket med kniv i maven og i ansigtet
Politiet mener, at et drabsforsøg i Nørresundby onsdag aften skyldes bandekonflikt. 19-årig fængslet i sagen.
Kniven ramte det 33-årige offer mange steder på kroppen, da han sent onsdag aften blev overfaldet i Nørresundby. Blandt andet blev han stukket i maven og i hovedet.
Det er kommet frem under et grundlovsforhør fredag i Retten i Aalborg. Her har anklagemyndigheden krævet en 19-årig mand varetægtsfængslet for drabsforsøg.
Det skriver Nordjyske, der er til stede i retten.
Offeret er en 33-årig mand, og hans tilstand blev efterfølgende beskrevet som alvorlig, men stabil.
Nordjyllands Politi meldte hurtigt ud, at det mente, at årsagen til det voldelige overfald var en konflikt i det kriminelle miljø. Og torsdag blev den 19-årige mand anholdt og sigtet for drabsforsøg.
Den sigtede har tilknytning til bandemiljøet i Aalborg, og ifølge Nordjyske er der en konflikt mellem grupper kaldet GT og A12.
Politiet mener, at den 19-årige mand ikke har været alene om drabsforsøget. Af sigtelsen fremgår det ifølge Nordjyske, at knivoverfaldet skulle være begået i forening med ukendte medgerningsmænd.
Den unge mand nægter sig skyldig.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker