Offer fik sprøjtet lattergas i ansigtet før dødeligt knivstik i bus
Københavns Byret skal behandle en sag om vold og dødsvold i en bus på Nørrebro i februar. Det er uvist, hvornår sagen kommer for. Den er ikke berammet endnu. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
En udenlandsk mand blev ramt af knivstik i en bus ved Nørrebro Station og døde. 20-årig tiltales for dødsvold.
Det var kort før midnat onsdag den 7. februar i år, da en 31-årig mand fik sprøjtet lattergas i ansigtet, mens han befandt sig i buslinje 5C ved Nørrebro Station.
Få øjeblikke senere blev den 31-årige, som var georgisk statsborger, ramt af et knivstik i brystet. Det kostede ham livet.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
En 20-årig mand er tiltalt for at stå bag det dødelige overfald på georgieren. Anklagemyndigheden ved Københavns Politi mener, at der er tale om vold og vold med døden til følge.
Den unge mand er også tiltalt for at have været i besiddelse af en ulovlig kniv - det formodede drabsvåben - som ifølge anklageskriftet målte 12 centimeter.
Klokken cirka 23.45 var bussen på vej mod stoppestedet ud for Nørrebrogade 249 i København, da der blev sprøjtet med lattergas. Og det var, da bussen holdt ved stoppestedet, at det dødelige knivstik ramte, står der i anklageskriftet.
Efter knivstikkeriet tog den 20-årige mand til udlandet, men efter få dage blev han anholdt i Tyskland, og i april blev han udleveret til Danmark.
Her varetægtsfængslede en dommer ham, da der var en begrundet mistanke om, at han var skyldig, og det blev vurderet nødvendigt at frihedsberøve manden, for at han ikke igen skulle stikke af til udlandet.
Det fremgår ikke, hvordan den 20-årige forholder sig til anklagen.
Sagen skal behandles ved Københavns Byret, men det er uvist hvornår. Den er ikke berammet endnu.
Dødsvold straffes mildere end drab. At der i denne sag er rejst tiltale for vold med døden til følge - ikke drab - viser, at den tiltalte angiveligt ikke har haft til hensigt at slå ihjel.
Sagen er rejst som en nævningesag, hvilket viser, at anklagemyndigheden vil kræve manden idømt mindst seks års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde