Offer for politiskud: Systemet er vanvittigt
Betjent frikendes for vold efter at have skudt mod knallertkører. Offeret har nu mistet tilliden til politiet.
En 32-årig aarhusiansk politimand er af Retten i Aarhus fredag blevet frikendt for grov vold, efter at han i november 2013 skød tre gange mod René Jørgensen, der i beruset tilstand kørte på en trehjulet, overdækket knallert imod betjenten.
René Jørgensen, der blev ramt af et af skuddene i underbenet føler, at han har mistet tilliden til politiet efter episoden.
- Jeg synes, at det er et fuldstændig vanvittigt system, hvis en betjent kan få lov til at skyde på den måde, som han gjorde uden at blive straffet, siger René Jørgensen umiddelbart efter dommen.
Anklagemyndigheden påstod, at der ikke var nogen god begrundelse for at bruge pistolen. Derfor forlangte senioranklager Line Scharf betjenten idømt fængsel i tre måneder.
"Et katastrofalt fejlskøn", har Line Scharf under sagen betegnet betjentens handling.
Efter skudepisoden kolliderede René Jørgensen med to politivogne. Det viste sig, at han havde en promille på 2,26. René Jørgensen erkender da også, at han selv skal straffes for at have kørt spirituskørsel.
- Selvfølgelig skal jeg have min straf, det vil jeg slet ikke lægge skjul på. Men jeg har mistet tilliden til politiet nu, siger han.
- Hvis jeg ser en spritbilist fremover, vil jeg ikke ringe til politiet. Jeg er bange for, om han eller hun bliver skudt.
Ifølge politibetjenten kørte tuktuk'en med en hastighed på omkring 45 kilometer i timen. René Jørgensen har tidligere hævdet, at han kørte 20 kilometer i timen.
Politiets undersøgelser har senere vist, at tuktuk-knallerten har en topfart på 31 kilometer i timen.
Episoden fandt sted i Ridderstræde i Aarhus 1. november 2013.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde