Offer i voldssag på opholdssted var glad for Solhaven
Selv om en tidligere anbragt på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven onsdag i retten fortalte om tørre tæsk fra to ansatte, har han også positive følelser med fra sin tid i Farsø i Nordjylland.
- Jeg fandt mig godt til rette på Solhaven. Når jeg ser tilbage på det, var jeg glad for mange af de voksne, og den hjælp jeg fik til at komme videre, fortalte han i retten i Aalborg, hvor 12 tidligere ansatte inklusive forstanderen for Solhaven står tiltalt for 75 tilfælde af vold, trusler og mishandling.
Ifølge anklageskriftet skete det oftest i form af spark, slag og kvælertag på i alt 21 anbragte børn og unge.
Den dengang 16-årige JFF berettede onsdag om en episode, hvor to ansatte kastede sig over ham under en uoverensstemmelse, hvor han på trods af blandt andet to flækkede øjenbryn og åndedrætsbesvær efter eget udsagn blev nægtet at komme på hospitalet.
Han fortalte imidlertid også om, hvordan hans kontaktperson på stedet hjalp ham med at finde en læreplads og holdt fast i ham, da han var ved at droppe lærepladsen.
- De har været gode til at bakke mig op, og jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag uden Solhaven, sagde JFF, der i dag er administrativ medarbejder i et emballagefirma og har en samlever og en lille søn på fem år.
Han kræver 100.000 kroner i erstatning for voldsepisoden, som ifølge et af dagens vidner var en magtanvendelse, der kom ud af kontrol.
- Drengen fortalte mig om episoden og var skræmt og vred. Jeg kunne se, det var gået voldsomt for sig. Han havde synlige mærker på halsen og nogle buler i hovedet. Hans T-shirt var i stykker og med blod på, så jeg købte en ny til ham.
- Der var ikke så meget at diskutere. Det virkede som om, der var noget, der var gået ud af kontrol baseret på drengens mærker, fortalte stedets daværende viceforstander under onsdagens retsmøde.
Sagen kører over 40 retsdage og med dom til marts.
/ritzau
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde