Ofre for togulykke kom fra hele Danmark
Otte personer mistede livet, da et passagertog onsdag blev ramt af en trailer, der rev sig løs fra et godstog. De otte er nu identificeret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år mistede livet i togulykke på Storebælt.
Alle otte afdøde fra onsdagens togulykke er blevet identificeret, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De otte blev dræbt, da et passagertog og et godstog onsdag morgen omkring klokken 07.35 passerede hinanden på lavbroen over Storebælt.
En lasttrailer, som var påsat godstoget, rev sig løs og ramte passagertogets venstre side. Otte blev dræbt og 16 kvæstet.
Siden har retsmedicinere arbejdet på at fastslå identiteten på de afdøde. Den ligger nu fast. Det drejer sig om fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år.
Fem af dem er fra Fyn, en er fra Københavnsområdet, en fra Aarhus og en fra Grønland, oplyser Fyns Politi.
Ingen af de omkomne er i familie med hinanden, lyder det fra politiet, som har underrettet ofrenes pårørende.
Politiet vil ikke give flere oplysninger om ofrene end køn, alder og bopælsområde. Deres identitet bliver altså indtil videre beskyttet.
Fredag oplyser Odense Universitetshospital, at 15 af de 16 kvæstede fra togulykken er udskrevet. Den sidste forventes udskrevet i løbet af weekenden, lyder det.
Nu venter arbejdet med at fastlægge den præcise årsag til ulykken og med at placere et eventuelt ansvar.
Om ulykken skal have et strafferetligt efterspil, vil ifølge Fyns Politi først blive afgjort, når efterforskningen er afsluttet.
Fyns Politi har efterforsket ulykken i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, som hører under Rigspolitiet. Derudover arbejder Havarikommissionen på at fastlægge årsagen.
Havarikommissionen gransker blandt andet de såkaldt sorte bokse på togene, fortæller havariundersøger Bo Haaning til Ritzau.
- De sorte bokse er en af brikkerne i det puslespil, vi skal samle. Eksempelvis hvor stærkt togene kørte, lyder det fra havariundersøgeren.
- Det giver også en lang række andre oplysninger, som i sig selv måske ikke har betydning for den konkrete ulykke. Men det har betydning for, at man eventuelt kan sige, at systemerne fungerer, som de skal, siger Bo Haaning.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde