Ofre i skudsag vil ikke hjælpe politiet

Det kniber i første omgang for politiet at komme videre med sagen om det seneste skyderi på åben gade i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire unge i en sort Ford Mondeo blev fredag eftermiddag beskudt af to mænd i en anden bil på Borups Allé.

Men ofrene har åbenbart ingen væsentlige oplysninger at give til politiet om, hvad eller hvem de så.

- De vil ikke fortælle noget, der er brugbart, siger Robert Jensen, der er central efterforskningsleder i Københavns Politi, fredag aften.

Til en reporter fra Ekstra Bladet har de fire oplyst, at de er fra Tingbjerg - og at de intet har med bander at gøre.

Skuddene bragede løs cirka klokken 16.15 i krydset Borups Allé og Mågevej.

Fire-fem skud blev der affyret fra en mørk bil mod kvartetten i Mondeo'en.

Ingen blev ramt, men føreren fik nogle skrammer af glasskår fra sideruden, som knustes af et projektil.

Politiet håber fredag aften fortsat at høre fra vidner, der så optrinnet - og særligt den mørke personbil, som straks efter skyderiet vendte rundt i krydset og kørte væk ad Borups Allé i retning bort fra byen.

/ritzau/