Med et nyt lovforslag lægger regeringen op til, at voldsofre får at vide, hvornår overfaldsmændene løslades.
Det sker på baggrund af rapporten fra en arbejdsgruppe, der har set på tilbuddene til de mennesker, der bliver ofre for en forbrydelse.
- Det er positivt, at en arbejdsgruppe efter en nøje gennemgang konstaterer, at de ordninger, som ofre i dag kan benytte sig af, fungerer tilfredsstillende. Men der er behov for at give ofre endnu bedre forhold, siger justitsminister Lars Barfoed (K).
I dag kan fængslerne i særligt alvorlige sager orientere det lokale politi, når dømte sættes fri.
Selv om et offer ikke konkret har grund til at frygte at stå ansigt til ansigt med sin gerningsmand igen, kan det være en psykisk belastning, hvis folk frygter vedkommendes udgang fra fængslet og løsladelse.
Det bør dog kun være i de alvorligste sager, hvor folk har været varetægtsfængslet. Hvis folk løslades fra arresten, før de har fået dom, skal det formodede offer til gengæld ikke underrettes, vurderer arbejdsgruppen.
For så længe, folk ikke er dømte, skal de betragtes som uskyldige, så der skal man altså tage hensyn til den mistænkte, konkluderer arbejdsgruppen.
Den advarer til gengæld også om, at der er sager, hvor det vil være ualmindeligt uheldigt at holde offeret orienteret. Er der tale om bandevold, kan det nemt tænkes at udløse en hævnaktion, hvis myndighederne fortæller, når en dømt er på udgang fra fængslet.
Det kommende lovforslag skal også give ofrene længere tid at løbe på, før de melder en forbrydelse til politiet. I dag skal overgrebet typisk være meldt inden for et døgn, hvis man skal have mulighed for at få erstatning.
Men det tidsmæssige vindue kan sagtens udstrækkes til 72 timer, foreslår arbejdsgruppen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker