Øksemand kræves i fængsel i mindst 12 år

Anklageren går efter en fængselsstraf på mindst 12 år til den 29-årige somalier, der torsdag blev fundet skyldig i forsøg på terror og drab på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Det ligger på linje med straffen i tidligere terrorsager fra Vollsmose, Glasvej og Glostrup.

Anklager Lene Lentz kræver samtidig, at manden udvises af Danmark for bestandig.

- Den her sag drejer sig om meget mere end drab på en enkelt person. Et drab på Kurt Westergaard, der er blevet et symbol på ytringsfriheden, ville have fået uoverskuelige konsekvenser, siger Lene Lentz.

Øksemandens forsvarer, Niels Christian Strauss, mener til gengæld, at somalieren højst skal idømmes seks års fængsel.

- I sager om drabsforsøg, hvor den forurettede ikke kommer til skade, er taksten normalt fire års fængsel, og Kurt Westergaard kom ikke fysisk til skade, siger forsvareren.

Han mener, at terrorforsættet kun skal give maksimalt to år. Det vil siger højest seks års fængsel i alt.

Den 29-årige somalier trængte ind i Kurt Westergaards hjem nytårsdag 2010 bevæbnet med en økse og en stor kniv.

Kun en stålarmeret dør til et særligt sikringsrum betød, at tegneren ikke kom i fysisk berøring med den dømte.

Inden proceduren sagde den dømte, at han vil blive skudt, hvis han bliver udvist til Somalia efter strafafsoning i Danmark.

Forsvarer Niels Christian Strauss mener, at øksemanden kun bør udvises betinget af hensyn til kontakten til sine fire børn her i landet.

Dommere og nævninge var enige i deres vurdering i sagen, der adskiller sig fra alle tidligere terrorsager i Danmark.

Det er således første gang, at et drabsforsøg på en enkeltperson også udløser en dom for terror.

Somalieren har undervejs i sagen holdt fast i, at han kun ville skræmme Kurt Westergaard. Men retten mener, at det er godtgjort, at han ville dræbe bladtegneren.

Samtidig mener retten altså, at den 29-årige øksemand begik en terrorhandling, da han forsøgte at dræbe Kurt Westergaard.

Dommen afsiges fredag klokken 12.

/ritzau/

Anklager kræver mindst 12 års fængsel og forsvareren maksimalt seks års fængsel til øksemanden.

Offentliggjort Sidst opdateret