Oliedirektør anker dom på halvandet års fængsel
Forsvarer Anders Nemeth ses her i forbindelse med afsigelsen af dom i sagen mod en tidligere Singapore-direktør i OW Bunker ved Retten i Aalborg onsdag d. 30. maj 2018. Nu ankes dommen til Vestre Landsret. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Vestre Landsret skal bedømme sag om enorme tab, som opstod i selskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
En tidligere direktør for et datterselskab i OW Bunker-koncernen har besluttet at anke en dom på ubetinget fængsel i et år og seks måneder til Vestre Landsret.
Det oplyser Bagmandspolitiet til dagbladet Børsen tirsdag.
Lars Møller blev af Retten i Aalborg 30. maj dømt for at have påført koncernen et tab på godt en halv milliard kroner.
Han risikerede en hårdere straf, idet Bagmandspolitiet mente, at han havde begået mandatsvig og derfor stod til fængsel i fem år.
Men retten konkluderede, at denne bestemmelse i straffeloven ikke var overtrådt.
Det var til gengæld en anden paragraf i straffeloven. Den bruges i de tilfælde, hvor en person i en betroet stilling tilsidesætter sine pligter og er årsag til tab - men uden at berige sig selv eller andre.
Lars Møller, der er 44 år, var chef i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
Her var han ifølge byrettens dom ansvarlig for, at der blev bevilget enorme kreditter til selskabet Tankoil, som fragtede brændstof ud til fragtskibe.
Ledelsen i OW Bunker i Nørresundby havde bevilget en kreditramme på ti millioner dollar, men Lars Møller overskred den "i ganske betydeligt omfang", hedder det i dommen.
Tabet løb op i 90 millioner dollar, hvilket svarer til godt en halv milliard kroner.
Dette vidste OW Bunker dog ikke noget om. Mellemværendet med Tankoil blev ikke bogført på sædvanlig facon, konkluderede Retten i Aalborg.
Miseren i Singapore var en medvirkende årsag til, at OW Bunker kollapsede i november 2014 efter få måneder på børsen, hvor introduktionen var sensationel.
På første handelsdag i marts steg aktien fra 145 til 175 kroner. Mange mennesker flokkedes om selskabet. 20.000 privatpersoner købte aktier.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker